Kriser

En podcast-serie

Kriser

Mænd der fortæller

Otte mænd fortæller om deres kampe med alkoholmisbrug, ensomhed og utroskab, sorg, savn, sygdom, hjemløshed og fødselsdepression.
Da livskrisen rammer dem, og det liv, de kendte til, forsvinder, gør de noget, mænd sjældent gør.
De taler med nogen om deres problemer, og de forsøger at skabe en ny identitet som mennesker, mænd og fædre.  

Episode 1
Tema:
Misbrug

Ivan Jørgensen arbejder som økonomichef og dulmer den daglige stress med alkohol. I løbet af nogle år udvikler alkoholforbruget sig til et misbrug, og efter flere mislykkede afvænningsforsøg mister Ivan Jørgensen sit ægteskab og flytter ind i en etværelses lejlighed uden kontakt til sine børn i seks år.

Episode 2

Rasmus

Tema:
Fødselsdepression

At blive far var sværere end Rasmus Lundsgaard nogensinde havde forestillet sig. Når datteren græd, kunne han ikke trøste hende, og det endte hurtigt i vredesudbrud, der både blev rettet mod datteren og Rasmus’ kone. 

Afsnit 3

Kim

Tema:
Utroskab

Kim Hansen Bundgaard føler sig fanget. Som far til fire lever han i et parforhold, hvor sex er en alt for sjælden gæst. Han indleder en affære med en anden kvinde og fortæller sin kone, at han vil skilles. Kim Hansen Bundsgaard går i gang med at realisere sig selv, men skilsmissen koster ham forholdet til sin datter.

Afsnit 4

Mikkel

Tema:
Hjemløshed

Da Mikkel Rosendahl firma går konkurs, går forholdet til kæresten samme vej, og fundamentet under hans liv krakelerer. Han fanges i milliongæld, rammes af en livskrise og en depression og ender som hjemløs. Efter et længere ophold på Mandecentret vender han tilbage som et nyt menneske og som en ny far for sine børn.

Episode 5
Tema:
Sorg

Da Hans Henrik Hansens mand dør af kræft, forsvinder hans livs kærlighed og bedste ven med et fingerknips, og han gennemlever et næsten ubærligt tab. Da chokket stilner af og sorgen bliver til hverdag, bliver Hans Henrik Hansen ramt af depression og modløshed , men hverken familie eller de nære venner, han regnede med, står klar til at hjælpe ham. Hans Henrik Hansen finder vejen tilbage til livet gennem sorggrupper og som frivillig rådgiver på Sorglinjen.

Episode 6

Thomas

Tema:
Weekendfar

Thomas Larsens liv falder fra hinanden, da hans kæreste forlader ham og tager deres søn med sig. Tabet og savnet over at miste den daglige kontakt til sønnen udvikler sig til en livskrise, som Thomas Larsen kæmper med at komme videre fra, og han finder hjælp og støtte i en selvhjælpsgruppe for mænd, der befinder sig i samme situation som ham selv.

Afsnit 7
Tema:
Kræft

Da Mogens Krabek beslutter sig for at gå på pension efter et langt og rigt arbejdsliv, finder han ud af, at han har prostatakræft, der spreder sig. Pludselig står han midt i sit livs krise uden et arbejde at hænge identiteten op på og med udsigten til et alt for kort liv som pensionist. Mogens Krabek kæmper med at holde depressionen fra døren og humøret oppe, men sætter sig for at finde ud af, hvad der er vigtigst for ham i livet.

Afsnit 8
Tema:
Ensomhed

Ensomhed var nær ved at koste Andreas livet. Det var værre end noget andet han har prøvet i sit liv. Værre end overgrebene i hans barndom. Værre end den depression, der ramte ham senere i livet. At det kunne komme så vidt har han stadig svært ved at forstå. Andreas’ historie er en historie om ensomhed, men det er også en historie om, hvordan et venskab kan betyde forskellen på liv og død for et menneske, der er tæt på at give op.

Hvorfor en podcast-serie om mænd og livskriser?

– Mange mænd kæmper med at erkende overfor deres nærmeste, at de er i en situation, de ikke selv kan komme ud af. Det opfattes jo ikke som særligt mandigt. Det er ikke særligt mandigt at tabe det, man har, på gulvet, siger Mikkel Rosendahl på et tidspunkt i ‘Kriser’.

Han ved, hvad han taler om.

Som en af otte medvirkende mænd i podcast-serien Kriser, oplevede han, hvordan han selv og omverdenen reagerede, da han gik personlig konkurs med sit firma, mistede sin kæreste, sit hjem og den daglige kontakt med sine børn.

Mikkel Rosendahl gik fra et familieliv i et dyrt rækkehus i Valby i København til et liv som hjemløs, og oplevelsen tvang ham til at søge professionel hjælp. I dag bor han i en lejlighed i København og har fået sit liv tilbage på sporet.

– Hvem ved, hvor jeg ellers ville være i dag?, siger han i interviewet.

Mikkel Rosendahls historie er langt fra enestående, men den er vigtig – alene fordi han tør stå frem og fortælle den.

Ligesom de andre medvirkende i podcast-serien ‘Kriser’ kaster Mikkel Rosendahl lys på et samfundsproblem, der rammer tusindvis af familier hvert eneste år, men som få tør åbne op og fortælle om.

At mænd oftere rammes af alkohol- og stofmisbrugsproblemer og fylder mere i selvmords-statistikkerne, end kvinder gør, og at mænd generelt set er dårligere til at tale om deres problemer, før det er for sent.

Det er håbet, at podcast-serien ‘Kriser’ kan medvirke til at nedbryde sejlivede fordomme blandt mænd, der lyder, at ”rigtige mænd” ikke taler om følelser og problemer.

Serien skal inspirere flere mænd til at turde tale om deres kriser, når de rammer, og søge hjælp – når det er nødvendigt – til at kunne klare de psykiske problemer, der ofte følger med.